
Henrik Rosendahl Kristiansen
Klima/Miljøformand
Henrik Rosendahl Kristiansen er ansat som chef-auditor hos Bureau Veritas Certification indenfor fødevaresektoren især med fokus på bæredygtighed af fiskeri og akvakultur. Forældre og søskende bor i Kolding og hans kæreste i Århus. Henrik deltager aktivt i mange friluftsaktiviteter i Kolding Kommune og er medlem af Kolding Sportsfiskerforening, Kolding Kajakklub, Kolding Salsaforening og aktiv svømmer i Slotssøbadet.
Lidt om Henrik Rosendahl Kristiansen.:
Født i 1962. Jeg er opvokset i Koldings Nordlige bydel og gik på Ålykkeskolen og Fynsvej Ungdomsskole. Siden helt ung har jeg været fascineret af livet i vand, og fiskede meget i Marielundsøen, Donssøerne og Kolding å. Som 15-årig på juniorlederkursus hver efterårsferie og derefter valgt som formand for Kolding Sportsfiskerforenings juniorafdeling.
Startede uddannelsen som biolog i 1983 og udgav i 1991 en rapport og flere internationale artikler om specialet. Herunder en omfattede undersøgelse af havørredbestanden i Kolding å vandsystem, og det blev startskuddet på en international karriere som forsker i vandmiljø med fokus på fisk. Fra 1991 til 1995 ansat som konsulent og underviser. Fra 1995 til 1999 som Ph.D stipendiat på Ålborg Universitet, og derefter etablering af eget selskab med laboratorier fra 1998 til 2005. Efterfølgende roller som fødevarekonsulent, projektleder og underviser på HANSENBERG og forskningschef i PET Food branchen.
Omdrejningspunktet for min rolle i By og Havn er naturligvis miljø, klima og natur koblet til det gode liv for Kolding Kommunes borgere og naturligvis kommunens gæster. Jeg vil desuden gerne værne om Koldings sjæl som også indebærer at være en driftig havneby.
Jeg vil arbejde hårdt for at bevare den smukke fjord og livgivende å og forbinde Kolding by med vandvejen. Jeg vil arbejde for at beskytte de grønne områder med træer, fugle og dyr samt skabe bynære oaser for menneskelig rekreation. Jeg vil fremme bæredygtige virksomheder som styrker FN’s verdensmål og udvikle en intelligent, fremtidssikret dynamisk infrastruktur med glidende støjsvag trafik. Jeg vil kæmpe imod investorstyret byudvikling og dennes indflydelse på lokalplaner og kæmpe imod elitære projekter og i stedet fremme fællesskabsprojekter.
Jeg mener vi igennem By & Havn kan styrke ”flat-pack” demokrati som giver en mere borgerstyret kommune fremfor bureaukratisk partipolitisk og topstyret kommune.